Vedtægter
Vedtægter for den selvejende institution "Lions Quest Danmark"
§1. Institutionens navn er:
Den selvejende institution Lions Quest Danmark – i daglig tale kaldet ”Holdning og Handling”.
§ 2. Institutionens hjemsted
er Lions Danmark, Vesterballevej 5, 7000 Fredericia.
§ 3. Institutionen er stiftet
af Lions Multipeldistrikt 106 Danmark med det almennyttige og humanitære formål på multipel-distriktets vegne at introducere og gennemføre Lions Clubs International’s Lions Quest program eller dele heraf, således som disse er godkendt af Lions Clubs International og i overensstemmelse med den med Lions Clubs International Foundation indgåede overenskomst.
§ 4. Kapitalen
Den for gennemførelsen af det i § 3 nævnte formål fornødne kapital tilvejebringes gennem aktiviteter iværksat af institutionen samt gennem modtagelse af tilskud, gaver og testamentariske ydelser.
Institutionen tilvejebringer undervisnings- og kursusmateriale med henblik på salg heraf og afholder kursusvirksomhed.
§ 5. Institutionen ledes
af en bestyrelse, som består af op til 7 medlemmer, hvoraf minimum 4 er Lions medlemmer. Den af Guvernørrådet udpegede Lions Quest Director (LQD) og de 3 Lions Quest Chairpersons (LQC) fra landets 3 distrikter indgår i bestyrelsen med LQD som formand.
Bestyrelsen konstituerer i øvrigt sig selv.
Bestyrelsen kan derudover udpege op til 3 relevante medlemmer uden for lions-organisationen, som medlem af bestyrelsen. Alle bestyrelsesmedlemmer kan lejlighedsvis lade sig repræsentere ved en stedfortræder, der så indgår på samme vilkår som det valgte medlem. Guvernørrådet kan efter eget valg udpege en observatør til bestyrelsen. Denne person kan deltage i bestyrelsens møder, dog uden stemmeret.
Valg til bestyrelsen gælder for 1 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Såfremt medlemskab af en lions-klub ophører, skal det pågældende bestyrelsesmedlem være forpligtet til straks at udtræde af bestyrelsen, idet bestyrelsesmandatet betragtes som ophørt.
Formanden har ansvaret for den daglige administration af institutionen jf. § 7. Til hjælp udpeges en administrator og kasserer.
Bestyrelsesarbejdet er ulønnet.
I påtrængende tilfælde kan bestyrelsen nedsætte et ad Hoc udvalg til varetagelse af større hasteopgaver o.lign. Udvalget refererer kun til bestyrelsen.
§ 6. Bestyrelsens beslutninger
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Beslutninger i bestyrelsen træffes ved almindelig stemmeflertal, i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Formanden indkalder til bestyrelsesmøder i fornødent omfang, dog mindst 3 gange om året.
Såfremt mindst 3 bestyrelsesmedlemmer over for formanden fremsætter ønske om indkaldelse til bestyrelsesmøde, indkalder formanden hertil inden 14 dage og med højst 14 dages varsel.
Enhver indkaldelse skal angive dagsorden for bestyrelsesmødet.
Formanden drager omsorg for, at der fra bestyrelsesmøder fremsendes mødereferat til samtlige bestyrelsesmedlemmer.
Formanden drager omsorg for, at der ved særlige omstændigheder og/eller hændelser rapporteres herom til Guvernørrådet.
Formanden drager omsorg for, at der til årsmødet udarbejdes en årsrapport.
§ 7. Bestyrelsen har ansvaret
For institutionens administration og økonomi, herunder for gennemførelsen af institutionens formål, jf. § 3.
Bestyrelsen er ansvarlig i forbindelse med iværksættelse af kurser, fremskaffelse og opdatering af undervisningsmateriale, kontakt til lions-klubberne i Danmark, kontakt til institutioner med tilknytning til projektet samt administration af projektet.
§ 8. Institutionen tegnes
Af formanden, i dennes forfald af næstformanden, sammen med 2 bestyrelsesmedlemmer.
§ 9. Institutionens regnskabsår går fra 1/7 til 30/6
Ved regnskabsårets udløb afsluttes regnskabet, som revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, som vælges på Årsmødet for 1 år ad gangen.
Det af revisionen reviderede og påtegnede regnskab fremlægges til orientering på det første Årsmøde efter regnskabsårets udløb.
§ 10. Institutionen er selvejende
Dens nettoformue og eventuelle overskud tilhører institutionen og kan således ikke tilfalde nogen privat person, klub eller distrikt.
Et eventuelt underskud i forbindelse med institutionens ophør dækkes af Lions Danmark.
§ 11. De første vedtægter
er godkendt af Guvernørrådet for Lions Multipeldistrikt 106 Danmark den 6. oktober 1991.
Ændringer af vedtægterne kan kun ske efter vedtagelse af den samlede bestyrelse og godkendelse af det til enhver tid siddende Guvernørråd.
§ 12. Ophør
Såfremt institutionen ophører, skal dens midler tilfalde Lions Danmark.
Midlerne skal anvendes til almennyttige og humanitære formål, om muligt i overensstemmelse med nuværende vedtægters § 3.
Nærværende vedtægter afløser tidligere udfærdigede og senest reviderede vedtægter og træder i kraft pr. 1. juli 2020.
Nærværende vedtægter er godkendt af bestyrelsen for Den Selvejende Institution ”Lions Quest Danmark” på et bestyrelsesmøde den 28. maj 2020.
Signeret af:
Jørn Andersen Niels Daubjerg Jørn Vagnkilde
formand næstformand (106C) bestyrelsesmedlem (106A)
Niels Chr. Andersen Gitte Larsen Dalskov
bestyrelsesmedlem (106B)
Nærværende vedtægter er godkendt og tiltrådt af Guvernørrådet
den 26. juni 2020
Lisbeth Andreasen
Guvernørrådsformand 2019 - 20